RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Grækenland » Athen: Det her må du ikke gå glip af i oldtidens hovedstad
Grækenland

Athen: Det her må du ikke gå glip af i oldtidens hovedstad

Athen, Grækenland, Akropolis, græsk teater, ruiner, bjerg, natur, by, rejser
Den græske hovedstad byder på et væld af interessante oplevelser. Her kan du få byliv, badeferie og antikke templer i byen og tage på spændende ture rundt om byen.
Skodsborg banner Tropical islands Berlin princess cruises banner

Athen: Det her må du ikke gå glip af i oldtidens hovedstad er skrevet af Cecilie Saustrup Kirk.

Grækenland, Korinthkanalen, græsk flag, bådtur, rejser

Alsidigt ferieparadis i den græske hovedstad

Grækenland er og bliver en af danskernes foretrukne feriesteder. Hvert år valfarter tusindvis af danskere til de græske øer i forvisning om, at sommer, sol, strand og total afslapning venter. Men Grækenland byder på uendeligt meget mere end hvide sandstrande og azurblåt vand.

Grækenland er civilisationens fødested, og intet sted er det tydeligere end i landets hovedstad Athen og på dagture fra Athen og ud i omegnen, hvor det kan være en stor fordel at få hjælp til at organisere turene, så du får mest muligt ud af tiden.

Vi brugte fx Greece Private Transfer, der både hentede os i lufthavnen og kørte os direkte fra færgehavnen på udflugt, så vi sparede en trafiktung tur ind til centrum.

Her får du redaktionens bud på de største oplevelser og seværdigheder i Athen og byens smukke omegn.

Banner rejsekonkurrence
Grækenland, akropolis, Athen, ruin, tempel, søjler, rejser

Athenas by Athen

I oldtidens Grækenland herskede de olympiske guder, og alt fra bjerge og øer til byer og sportsevents blev dedikeret til guderne. Athens borgere fulgte trofast gudinden for visdom, krig og kunst, Athena, og hun blev dermed Athens skytsgudinde – derfra navnet Athen.

Athena var selvfølgelig ikke den eneste gud, man tilbad i Athen, og den dag i dag finder man resterne af de storslåede templer, som fortidens athenere byggede i gudernes ære. Men intet er så storslået – eller så smukt beliggende – som Athenas eget tempel Parthenon på toppen af den 150 meter høje klippe, der er kendt som Akropolis. Det er en af de seværdigheder, du ikke må gå glip af i Athen.

Akropolis betyder egentlig ‘den højeste by’, og skønt der findes flere akropoliser i Grækenland, er Athens akropolis det eneste sted, som kan slippe afsted med blot at kalde sig selv Akropolis. På toppen finder vi udover Parthenon også templer, teatre og ‘odeoner’, som er dedikeret til andre store guder som Zeus, Dionysos, Artemis, Poseidon og Nike.

Akropolis er bedst at besøge tidligt på dagen. Vandreturen op ad klippen er helt sikkert mest behagelig, inden solens stråler får for meget magt, og så slipper man også for at dele pladsen med alt for mange af de andre turister.

Dog kan det også anbefales at tage turen op om eftermiddagen og blive der til solnedgangstid. Bedre udsigt fås ikke i Athen, og solens sidste stråler bader ruinerne i et smukt skær af guld, lilla og pink, hvilket gør oplevelsen magisk og helt uforglemmelig.

Bevæger vi os fra magtens højtinde tilbage ned i byen, finder vi flere smukke ruiner og nogle af de smukkeste seværdigheder i Athen. Ved foden af Akropolis ligger Zeus’ tempel, der i den hellenistiske-romerske periode var det største af sin slags.

Templet med de 104 kolossale søjler, der var over 17 meter høje, husede en af de største statuer af Zeus i Grækenland. Under skiftende magthavere i Athen faldt templet i ruiner, og flere af søjlerne blev brugt som byggematerialer andre steder i Athen. På trods af det står 16 af de originale søjler endnu, så man kan stadig fornemme, hvor storslået templet må have været i sin storhedstid.

Grækenland, Plaka, Akropolis, turister, kirke

Natur og kultur i det gamle Athen

Zeus-templet ligger lige ved siden af det populære turistområde Plaka, som bestemt er en af de seværdigheder i Athen, der er et besøg værd. Her finder du alt, hvad hjertet begærer af souvenirs og lokale godter. Området er blandt de ældste kvarterer i Athen og består af snoede gader og de charmerende gamle huse, som vi kender Athen for. Gade op og gade ned er flankeret af appelsintræer, der spreder sin liflige duft af citrus i sommerhalvåret, og de talrige altaner bugner med blomster og klatreplanter.

Lige op til både templet og Plaka finder du parken Ethnikós Kípos, som er et smukt og fredeligt åndehul i en ellers tætpakket storby. Blandt små bække og springvand, eksotiske planter og arkæologiske fund kan du få et pusterum fra byens os og larm.

Når du er ladet op med ny energi, er det på tide at indtage byens museer. Athen kan prale af mange af slagsen og det er helt klart en af de seværdigheder, der er værd at tilføje til listen. Men hvis du er her for oldtidens pragt, så skal du i hvert fald på det nationale arkæologiske museum. Museet er det største arkæologiske museum i Grækenland, og her finder du mere end 11.000 genstande udstillet, der spænder fra forhistorisk tid til den sene antik.

Et andet museum, du ikke må misse, er selvfølgelig det ret nye Akropolis-museum, som udelukkende er dedikeret til de historiske skatte, der er fundet ved udgravningen af Akropolis. Op gennem fire etager bevæger du dig ind i historien om Grækenlands måske bedst kendte turistattraktion.

Spiseoplevelser og shopping i det moderne Athen

Har du fået nok af antikken, så tilbyder Athen heldigvis også en masse på den mere moderne scene. Byen er spækket med små lækre cocktailbarer og natklubber. Der er også en overflod af fantastiske restauranter, hvor du kan få stillet din trang til feta, oliven, tzatziki og græske delikatesser.

Hvis du befinder dig i kvarteret Koukaki, så tag et smut forbi gågaden Drakou. Området ligger i skyggen af Akropolis og er kendt som et af de mere hippe kvarterer, hvor de lokale kommer for at spise og drikke.

Sørg for at prøve gyros, den lokale udgave af en durumrulle. Med lækkert langtidsstegt kød, friske grønsager og måske pomfritter i midten er du sikret et herligt måltid, du kan spise igen og igen.     

Efter din frokost er du klar til at indtage det livlige kvarter Monastiraki. Kvarteret er kendt for sine antikke ruiner som Hadrians Bibliotek og den antikke Agora. Men hvad der virkelig får Monastiraki til at komme til live, er den vrimmel af butikker og gadesælgere, du finder her.

Selve pladsen Monastiraki er et hotspot for shopping, og hvis du virkelig vil have noget ud af det, skal du gå efter at besøge det en søndag.

Om søndagen kan du nemlig sammen med resten af Athens befolkning – sådan føles det i hvert fald – opleve Monastirakis loppemarked. Her ligger en hel labyrint af butikker og små telte, som sælger alt fra mad til boligindretning og souvenirs, og hvad de lokale ellers lige havde i garagen.

Området er tæt pakket og lidt af et paradis for lommetyve, så hold godt øje med din pung, mens du slår dig løs i et af de mest spændende shoppingområder, du kan forestille dig.

Når indkøbsposerne er fyldte og fødderne trætte så spis middag på en af de mange restauranter i området. Flere af dem har et overordentligt godt udsyn til det oplyste Parthenon og er en perfekt måde at afslutte din travle dag i Athen på.  

find et godt tilbud banner 2023
Grækenland, Agistri, Dorousa, udsigt, Aegina, rejser

Dagture fra Athen

Du kan bruge dage på at opleve Athen og udforske de lokale markeder, gamle ruiner og smukke bygninger. Men er du alligevel ved at havde fået nok af storbylivet, så venter der også et græsk øhav af spændende dagture lige rundt om hjørnet.

Som altid kan det være en fordel at få hjælp af de lokale, når du skal rejse, og det gælder også på dagture, hvor der både er faste ture og fleksible ture kun for ens egen rejsegruppe.

Tag til havnen i Piræus – Athens havneby – og hop ombord på en af de mange færger, der afgår herfra. Smukke øer som Ægina og Agistri ligger kun 1 times sejlads herfra og byder på ren afslapning og græsk idyl. Ægina – også kendt som Aegina eller Aigina – er den lidt større af øerne, og her de fleste turister kommer.

De lokale athenere tager derimod til naboøen Agistri, der er kendt som en af Grækenlands grønneste og flotteste øer. Tag på en dagtur og nyd det lækre badevand eller bliv her weekenden over og udforsk øen både til vands og til lands. Tag på en oplevelsesrig sejltur rundt om øen og hop direkte i havet eller kør ad de snoede veje gennem de grønne bjerge.

Inde på fastlandet har du også gode muligheder for at undslippe sommervarmen. Der findes flere strande langs kysten ikke så langt fra Athen, men vær opmærksom på, at du på flere af strandene skal betale entré.

Skal du have en lidt anderledes badeoplevelse, så skal du tage til den skjulte perle Vouliagmeni-søen. Søen ligger i suveræn natur omgivet af stejle klipper.

Søen bliver kontinuerligt fyldt med frisk vand dels fra havet, men også fra underjordiske varmekilder. Det gør søen til et yndet udflugtssted både på grund af de gode mineraler i vandet, men også for den konstante varme. Søens temperatur ligger nemlig på mellem 22-29 grader året rundt.

Hvis det ikke er spa-oplevelse nok til dig, så prøv at sætte dig på kanten og stikke fødderne i. Inden for få sekunder vil de blive bestormet af en stime ‘garra rufa’ – også kendt som spa-fisk eller doktorfisk. Efter få minutter med doktorfisk vil du have bløde sandalklare fødder.

Grækenland, Poseidons tempel, Sounion, tempel, hav, solnedgang, solopgang, ruin, rejser

Dagture blandt templer, orakler og ruiner

Der er ingen tvivl om, at Grækenland er omkranset af noget af det flotteste hav i Europa. Men hvis du skal sikre dig at være på havgudens gode side, så er det måske klogt at svinge en tur forbi Sounion og besøge havguden Poseidons tempel.

Det måske smukkest placerede tempel i Grækenland ligger på en klippeskrænt med fænomenal udsigt ud over havet. Stedet er populært for både brudepar, instagrammere og turister for de fantastiske billeder, du kan tage her.

Nordvest for Athen ligger Delfi, som især er kendt for sit orakel. Delfi var i gamle dage solguden Apollons by, og hans præstinde i byen blev kaldt for Oraklet i Delfi. I dag er de arkæologiske ruiner optaget på UNESCOs verdensarvsliste og helt sikkert et besøg værd.  

Skal du besøge andre klassiske byer i Grækenland, skal du tage til halvøen Peloponnes. For at komme hertil må du først krydse Korinthkanalen – en 6 kilometer lang udgravning, der egentlig gør Peloponnes til en ø. Kanalen blev påbegyndt allerede i det første århundrede, men mislykkedes gentagne gange. Først i 1893 stod den helt færdig, og nu bliver den primært brugt af turistskibe.

Herefter skal du besøge Grækenlands tidligere hovedstad Nafplio, som den dag i dag stadig rummer mange af byens originale bygninger. Arkitekturen er præget af byens tidligere beboere fra det Osmanniske Rige, Frankerriget og Republikken Venedig.

Slut din rejse af ved Mykene – en ruinby som blev udgravet i 1870’erne. Der bliver spekuleret i, om byen muligvis er hjem for Homers Odysseus. Oldtidsbyen er især kendt for ‘Løveporten’. Gå en tur rundt og mærk historien.

En rejse til Athen kan sagtens være en kombination af betagende ruinbesøg, udflugter til kendte seværdigheder, solrige strandture og en livlig storbyferie.

Rigtig god tur til Grækenland og Athen.

                                                                 

Vidste du: Her er redaktør Annas 7 oversete favorit-øer i Thailand!

7: Koh Mai Thon syd for Phuket
6:  Koh Lao Lading ved Krabi
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

Grækenland, Athen, vagtskifte, vagter, græsk uniform, rejser

Hvad skal man se i Athen – seværdigheder og attraktioner

  • Akropolis og Parthenon
  • Zeus’ tempel
  • Plaka
  • Ethnikós Kípos
  • Nationale arkæologiske museum
  • Akropolis-museet
  • Monastiraki
  • Monastirakis loppemarked

Redaktionen var inviteret til Agistri af Greece Private Transfer. Alle holdninger er som altid redaktionens egne.


Vidste du: Her er de 7 byer i Europa med flest solskinstimer

7: Nice i Frankrig – 342 timer/måned
6: Valencia i Spanien – 343 timer/måned
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Om forfatteren

Cecilie Saustrup Kirk

For Cecilie er verden hendes legeplads, og jo oftere hun kommer derud, jo bedre.

Hun har rejst det meste af hendes liv og oplevet alt fra Paris romantiske gader til Tokyos elektroniske neonskilte og Accras naturskønne vildtparker.

Hun elsker at lede efter de skjulte perler inden for kultur, oplevelser og mad, og fortrækker altid den lokale madbod og de autentiske forestillinger, frem for de internationale kædebutikker.

Hun har boet et halvt år i Sydkorea, og er fast besluttet på at bo i et andet land igen engang i fremtiden.

Næste mål på listen er Canadas storslåede vandfald og Australiens farverige koralrev

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.